Psykologisk Klinik for Krise, Tab & Sorg

På Psykologisk Klinik for Krise, Tab & Sorg arbejder jeg med psykologisk rådgivning og behandling af mennesker, der er i alvorlig krise eller sorg samt dig, der har oplevet tab, eller er pårørende til alvorligt syge.

Jeg arbejder med mennesker i individuelle og parforløb, der selv er alvorligt syge. Eller som er forældre til alvorligt syge, længerevarende indlagte eller netop udskrevne tidligere alvorligt syge børn. Jeg hjælper børn og familier med den anderledes start på livet sammen som familie, og hvor der har været svær sygdom og uventede forløb i familiedannelsen.

Sådanne perioder med komplikationer, når man mindst ønsker det, betyder at liv/død temaet er hængende over hovedet som en trussel, og det afføder for de fleste mennesker mange eksistentielle tanker, følelser og oplevelser. Hvad er meningen med livet? Hvad er jeg til for? Og hvorfor?

At være forældre til alvorligt syge børn er en svær belastning, og en belastning som jeg kan hjælpe dig med at håndtere og samtidigt håndtere din egen usikkerhed, angst, tvivl og bekymring. Når du er konfronteret med at miste et familiemedlem eller en person, der står dig nær. Når du har mistet et barn, en ægtefælle. Måske har du mistet dine egne forældre.

I hele min faglige karriere som jordemoder og psykolog har jeg haft mange mennesker gennem hænderne. Mennesker der har oplevet alvorlige belastninger, kriser, sorger og ulykker. Disse erfaringer bruger jeg til at rådgive og behandle på psykologisk klinik for krise, tab og sorg.

Rækker du ud til mig, er jeg meget gerne med på din vej. Hele vejen. Som menneske og som psykolog. Vi arbejder sammen om, at du kan gå videre i livet, i levende live på trods af svære og uønskede vilkår.

Du finder mine kontaktoplysninger ved at klikke her.

Når børn og unge har krise

Som klinisk psykolog med speciale i børnepsykologi kan jeg også hjælpe børn og unge, der har krise. Hos børn og unge kan sorg og krise vise sig på andre måder end hos voksne mennesker, der bedre kan artikulere de udfordringer, de oplever.

Jeg kan hjælpe børn og unge, der kæmper med:

  • Angst
  • Depression
  • Lavt selvværd
  • Skolevægring
  • Mistrivsel
  • Sorg

Er du i tvivl om dit barn kæmper med noget af dette? Så kontakt mig og fortæl mere om, hvad du oplever. 

Når det uventede sker

Jeg har specialiseret mig i at tage vare på mennesker, der er i alvorlig krise og sorg samt dem, som har oplevet tab. Klinikken har speciale i at hjælpe ved krise, sorg og tab hos vordende og nye børnefamilier.

Når det uventede sker. Det der ikke må ske. Kan ske. Helst ikke skal ske. Alligevel indtræffer. Når livet for et barn, for forældre og en hel familie bliver svært, fordi der er trusler om tab, kriser og sorger er et nyt vilkår – måske endda et livsvilkår.

Her kan jeg støtte og rådgive:

  • Ufrivillig barnløshed
  • Gentagne graviditetstab, Aborter & Samrådsaborter
  • Spædbarnsdød
  • Alvorlig sygdom hos nyfødte, spæd – og småbørn
  • Alvorlig sygdom hos det større barn eller den unge
  • Alvorlig sygdom hos forældre med børn
  • Pårørende til alvorligt syge mennesker
  • Arbejdsrelaterede kriser og belastninger

Sygdom, død og ulykker er en del af livet. Alligevel skal livet leves. Levende. Jeg arbejder med at støtte, rådgive og yde terapi til dig i krise og sorg, dig der har mistet eller er konfronteret med at miste.

Genkender du noget af det ovenstående?

Kontakt mig uforpligtende, så du kan få den støtte, du har behov for.