Jeg har valgt at træde frem med historien om min mor i mit professionelle liv som psykolog. Jeg vil gerne dele den med jer derude. Fordi jeg som psykolog også er et menneske.

Da jeg blev 27 år, fødte jeg vores første barn. Blot få uger senere blev vores barnedåb akut aflyst. Min mor var bragt bevidstløs til Rigshospitalet med en meget stor aneurismeblødning i hjernen. Ramt af stor hjerneskade som et lyn fra himlen. Kun i starten af 50’erne var hun. Hun gennemgik flere hjerneoperationer, kom på plejehjem og levede videre men var svært, svært skadet. Hun forandrede sig.

Jeg mistede min mor, da jeg selv lige var blevet mor. Jeg blev derfor også mor for min mor, da jeg selv lige var blevet mor. Jeg blev pårørende til en svært hjerneskadet og elsket mor. Den gamle og elskede mor forsvandt på et sekund. Jeg måtte lære en helt ny mor at kende, en ny, svært invalideret mor med hjerneskade. Jeg har med mine dejlige brødre og tætte familie passet hende i 12 år på plejehjem. For 10 år siden døde hun af aggressiv modermærkekræft. Hun fik fred. Jeg begynder mere og mere for hver dag, at huske den gamle, raske mor.

Hver dag sidder jeg i terapier med andre mennesker, der også rammes af noget i livet og som tager dem et andet sted hen end de havde set komme. Jeg ved, at det kræver lidt af hvert.

Når vi mindst forventer og ønsker det, kan vi rammes af noget helt, helt uønsket og forfærdeligt i livet. Det er slidsomt. Vi lider. Vi lider indeni. Vi kæmper og holder naturligt fast i en verden, vi helst ikke ser forandret. Men en verden som er forandret allerede. Vi ønsker at forsætte livet som det var og se det udfoldet i alle nuancer, som det vi havde tænkt os, at det skulle blive og det som vi havde forventet at livet skulle give os. Men så skete det uventede i livet. Vi rammes af noget der forhindrer os i at være os selv, føle os som os selv, føle os hjemme og at vi kan være i og bære livet som vi plejer.

Paradoksalt nok, så er det netop lige dér vi som mennesker har de største muligheder for at vokse indeni. I sådanne livsperioder med krise, tab, sorg og store forandringer bør vi ikke kæmpe imod, men give slip og gå med alt det nye, som det er, og viser sig for os. Vi skal gå nye veje, andre veje og omveje. Veje vi ikke kender og end ikke ved hvor fører hen.

Jeg har alle jer, der har mistet og er konfronteret med at miste i livet i tankerne, alt mens jeg sidder her ved tasterne. Jeg har alle jer, der lever med børn og forældre med sygdom, misdannelser og handicaps i tankerne. Alle jer der er i tætte relationer, hvor noget er svært og udfordret.

At gå med det ukendte kan være skræmmende. Men tag det i hånden. Der findes nye veje og andre veje i livet. Ny begyndelser kan begynde. Også for dig. Nye begyndelser i livet kan være afslutninger på det kendte og vise veje til noget ukendt. Tag det i hånden. Det nye. Gå med det.

Lukket for tilgang af nye klienter